EU-Domstolen har i sin dom (C-804/19) af 25. februar 2021 taget stilling til flere forskellige spørgsmål om forståelsen af artikel 21 i forordning nr. 1215/2012 (Domsforordningen).

Sagen kort
En kvindelig arbejdstager med bopæl i Østrig blev ansat som rengøringsassistent hos selskabet Markt24 med hjemsted i München. Ansættelsen var tidsbegrænset i perioden 6. september til 15. december 2017.  Markt24 havde ved aftalens indgåelse et kontor i Salzburg, men det blev aftalt, at arbejdet skulle udføres fra arbejdsgiverens hjemsted i München. Den kvindelige arbejdstager fik imidlertid aldrig tildelt noget arbejde i perioden på trods af, at hun stod til rådighed for arbejdsgiveren. I december 2017 blev den kvindelige medarbejder afskediget af Markt24.

Den 27. april 2018 anlagde den kvindelige arbejdstager sag an mod Markt24 ved den regionale domstol i Salzburg med påstand om, at selskabet skulle tilpligtes at betale hende et beløb for udestående lønbetalinger, enkeltbetalinger samt feriegodtgørelse.

Af ansættelsesaftalen fremgik Markt24’s østrigske telefonnummer samt deres tyske adresse, men da stævningen efter flere forkyndelsesforsøg ikke kunne forkyndes for Markt24, blev der ved kendelse udpeget en forkyndelsesbemyndiget person, der skulle repræsentere selskabet i overensstemmelse med de østrigske regler herom.   

Ved processkrift af den 7. januar 2019 anfægtede den forkyndelsesbemyndigede person de østrigske retters kompetence til at behandle sagen i almindelighed og i særdeleshed den foreliggende rets stedlige kompetence. Den forkyndelsesbemyndigede person gjorde gældende, at den stedlige kompetence til behandling af sagen var i Tyskland, hvor Markt24 var hjemmehørende.

På den baggrund besluttede domstolen i Salzburg at udsætte sagen og forelægge EU-Domstolen en række præjudicielle spørgsmål om, hvordan artikel 21 i forordning nr. 1215/2012 skulle forstås.

Artikel 21 i forordning nr. 1215/2012 har følgende ordlyd:

”1. En arbejdsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges:

a) ved retterne i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, eller
b) i en anden medlemsstat:

i. ved retten på det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, eller ved retten på det sidste sted, hvor han sædvanligvis udførte sit arbejde, eller
ii. såfremt arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde i et bestemt land, ved retten på det sted, hvor den virksomhed, som har antaget arbejdstageren, er eller var beliggende.

2. En arbejdsgiver, der ikke har bopæl på en medlemsstats område, kan i overensstemmelse med stk. 1, litra b), sagsøges ved en ret i en medlemsstat.”

Den regionale domstol ønskede svar på, om forordningen fandt anvendelse på ansættelsesforhold, hvor arbejdstageren ikke havde udført nogen arbejdsydelse. Såfremt dette var tilfældet, ønskede den foreliggende ret svar på, om artikel 21 i forordningen havde forrang fremfor nationale bestemmelser om værneting, som stillede arbejdstageren bedre end efter forordningen. I sagen havde arbejdstage-renigennem nationale bestemmelser nemlig også adgang til sagsanlæg mod sin arbejdsgiver fra b.la. den pågældendes bopæl. Såfremt dette blev besvaret benægtende, ønskede den foreliggende ret svar på, om sagens rette værneting efter artikel 21 i det konkrete tilfælde var det sted, hvor arbejdstageren havde holdt sig parat til at arbejde, eller om det var i den medlemsstat, hvor arbejdet efter ansættelsesaftalen var blevet stillet i udsigt til at skulle udføres.

EU-Domstolens afgørelse
Til det første spørgsmål fastslog EU-Domstolen, at artikel 21 finder anvendelse, uanset om arbejdet ikke er blevet udført af en grund, som kan tilskrives arbejdsgiveren. Nationale retsregler, som måtte stille arbejdstageren bedre end reglerne i artikel 21, kunne i øvrigt ikke anvendes med forrang fremfor forordningen. EU-Domstolen lagde b.la. vægt på foreliggende praksis, hvor det tidligere er blevet præciseret, at der ved forordningen er sigtet på at fastsætte udtømmende og ensartede regler i med-lemsstaterne.

Afslutningsvist fremhævede EU-Domstolen, at det i vurderingen af artikel 21’s anvendelsesområde for den konkrete sag var afgørende, hvor arbejdstageren i henhold til arbejdsaftalen i det væsentligste skulle opfylde sine forpligtelser over for arbejdsgiveren og altså som udgangspunkt ikke, hvor arbejdstageren havde holdt sig parat til at udføre sit arbejde.

Det tilkom den foreliggende ret at efterprøve, om arbejdstageren i stedet kunne anvende reglerne i forordningens artikel 7, nr. 5 om adgangen til at anlægge en sag mod en filial som følge af, at arbejdsgiveren ved ansættelsesforholdets etablering havde haft et kontor i Salzburg.

Bech-Bruuns kommentarer
Dommen viser, at forordningen må tillægges forrang fremfor nationale bestemmelser, selvom nationale bestemmelser måtte stille arbejdstageren bedre. Hvis der ikke er udført noget arbejde, vil det afgørende for arbejdstagerens mulighed for at anlægge sag efter forordningens artikel 21, stk. 1, litra b, være, hvorfra arbejdet i det væsentligste skulle udføres ifølge ansættelseskontrakten.

Vil du vide mere?

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Lise Lauridsen, Sandro Ratkovic, Nikolaj Lollesgaard eller Sofie Bisgaard-Frantzen. Du kan også rette henvendelse til din kontaktperson hos Bech-Bruun.