Bech-Bruun samarbejde
Photo of Johannes Grove Nielsen Johannes Grove Nielsen Partner 72273377

Højesteret tog for nyligt stilling til, om en ankesag ved landsretten skulle afvises med henvisning til, at den ene af parterne i sagen savnede processuel partsevne. Parten var et partrederi, reguleret af søloven. Højesteret fandt, at partrederiet havde processuel partsevne.

Sagen angik et partrederi, der i 2016 blev stævnet ved byretten af et værft for manglende betaling af reparationsarbejder. Partrederiet hævdede, at søgsmålet skulle afvises, da partrederiet ikke havde processuel partsevne. 

Spørgsmålet om afvisning blev udskilt til særskilt forhandling, og byretten fandt, at partrederiet var partshabil. Partrederiet blev efterfølgende frifundet for værftets krav. Værftet ankede byrettens dom til Vestre Landsret, hvor partrederiet på ny nedlagde påstand om afvisning.

Også Vestre Landsret udskilte spørgsmålet om afvisning til særskilt forhandling og fandt ligesom byretten, at partrederiet havde den fornødne partsevne.

Partrederiet kærede landsrettens afgørelse til Højesteret.

Højesterets kendelse
Værftet gjorde gældende, at et partrederi – trods sin særlige søretlige karakter – i udgangspunktet er et interessentskab, som blot er reguleret af søloven. I det omfang søloven ikke regulerer de nærmere forhold, må reglerne for interessentskaber finde anvendelse analogt. Et interessentskab har selvstændig partsevne. 

Derudover henviste værftet til sølovens § 105, som foreskriver at den bestyrende reder kan sagsøge og sagsøges på partrederiet vegne. Er der ikke valgt en bestyrende reder, kan enhver af partrederne sagsøges på rederiets vegne, jf. § 105, stk. 2. Værftet gjorde i den forbindelse gældende, at bestemmelsen hverken eksplicit eller implicit udtømmende regulerer, hvordan et partrederi kan sagsøges, men alene hvem der som minimum kan udtages stævning mod med virkning for partrederiet. 

Heroverfor hævdede partrederiet , at partrederier er en unik organisatorisk ramme for rederidrift, der alene er reguleret af søloven. Ejerskabet for hver partreder er en bruttoanpart af navnlig skibet, og partredernes hæftelse er begrænset til bruttoanpartens andel i skibet, jf. sølovens § 102. Ejerskabet adskiller sig fra interessenternes ejerskab i et interessentskab, hvor der gælder solidarisk hæftelse. Derudover har et partrederi i modsætning til et interessentskab ikke en udskilt fælles formue fra partrederne. Partrederiet kunne derfor ikke sammenlignes med et interessentskab. 

Højesteret fandt, at lovgivningsmagten ved sølovens § 105 har forudsat, at et partrederi har selvstændig processuel partsevne. Højesteret fandt derfor, at partrederiet var rette sagsøgte og indstævnt ved den bestyrende reder. Dette uanset, at det ikke udtrykkeligt fremgik af partsbetegnelsen i stævningen.

Højesteret stadfæstede derfor landsrettens afgørelse. 

Bech-Bruuns kommentar
Kendelsen fastslår, at sølovens § 105 skal fortolkes således, at partrederier har selvstændig processuel partsevne tilsvarende juridiske personer, der er etableret på privatretligt grundlag, som fx kapitalselskaber interessentskaber, foreninger og fonde.