Photo of Rasmus Paus Torp Rasmus Paus Torp Senioradvokat 72273639

I en nylig afsagt dom fra Østre Landsret har landsretten taget stilling til et direkte krav rejst mod et hollandsk ansvarsforsikringsselskab i medfør af forsikringsaftalelovens § 95, stk. 2, herunder navnlig spørgsmål omkring lovvalg og forældelse.

Sagen drejede sig om bortkomst af et parti cigaretter i forbindelse med en vejtransport fra Ungarn til Danmark. Transporten blev udført af et hollandsk transportfirma i september 2011.

Det hollandske transportfirma havde tegnet ansvarsforsikring hos et hollandsk forsikringsselskab, og forsikringsaftalen indeholdt blandt andet bestemmelser om hollandsk værneting og lovvalg. 

Et par dage efter bortkomsten af cigaretter valgte den skadelidte cigaretproducent at anlægge retssag i England ved High Court of Justice mod henholdsvis den kontraherende transportør og den udførende hollandske transportør. High Court of Justice afviste imidlertid sagen med henvisning til manglende værneting. Afgørelsen blev anket til Court of Appeal, der nåede frem til, at der var værneting i England. Afgørelsen blev herefter indbragt for den engelske Højesteret, der – i tråd med afgørelsen fra High Court of Justice – afviste sagen i oktober 2015 grundet manglende værneting.

Under behandlingen og afgørelsen af den engelske sag, som det hollandske ansvarsforsikringsselskab ikke var involveret i, gik den udførende transportør konkurs i september 2012.

Som følge af transportørens konkurs – og i forlængelse af den engelske Højesterets afvisning af sagen – rettede den skadelidte cigaretproducent herefter et direkte krav mod den udførende transportørs (den potentielle skadevolders) hollandske ansvarsforsikringsselskab i medfør af forsikringsaftalelovens § 95, stk. 2. Sagen blev anlagt ved Sø- og Handelsretten i oktober 2016. 

Sø- og Handelsrettens afgørelse
Hovedspørgsmålet i sagen for Sø- og Handelsretten var, om det direkte krav rejst mod den udførende transportørs hollandske ansvarsforsikringsselskab var forældet, herunder om dette spørgsmål skulle afgøres efter dansk ret eller, i overensstemmelse med bestemmelserne om værneting og lovvalg i forsikringsaftalen, hollandsk ret.

Under sagens behandling for Sø- og Handelsretten blev værnetingsspørgsmålet udskilt til særskilt behandling og afgørelse i medfør af retsplejelovens § 253.

I umiddelbar forlængelse af Højesterets afgørelse den 9. oktober 2017 i sagen vedrørende Assens Havn (refereret i U.2018.461 H) traf Sø- og Handelsretten afgørelse om, at sagen havde sin nærmeste tilknytning til Danmark, og at dansk ret derfor fandt anvendelse ved afgørelsen af, om der kunne anlægges en retssag mod det hollandske ansvarsforsikringsselskab i Danmark. Herefter nåede Sø- og Handelsretten frem til, at der var værneting for sagen i Danmark, da der ikke kunne lægges vægt på den værnetingsaftale, der var indgået mellem det hollandske ansvarsforsikringsselskab og den udførende transportør.

Med henvisning til den, under sagen, afsagte kendelse nåede Sø- og Handelsretten i sin afgørelse af sagen frem til, at den resterende del af sagen ligeledes måtte afgøres efter dansk ret, herunder afgørelsen af forældelsesspørgsmålet.

Da den skadelidte tobaksproducent – ubestridt – havde anlagt retssagen ved Sø- og Handelsretten senere end tre år efter, at den udførende transportør var gået konkurs i september 2012, og da den skadelidte ikke kunne støtte ret på en mulig skadesanmeldelse fra den udførende transportør forud for transportørens konkurs, nåede Sø- og Handelsretten frem til, at det direkte krav mod det hollandske ansvarsforsikringsselskab var forældet efter dansk ret. I den forbindelse fastslog Sø- og Handelsretten, at forældelsesfristen for det direkte krav (opstået ved den udførende transportørs konkurs i september 2012) ikke havde været suspenderet eller afbrudt før det tidspunkt, hvor der blev anlagt en retssag ved Sø- og Handelsretten.   

Sagen blev af den skadelidte anket til Østre Landsret.

bro_lastbiler

Østre Landsrets afgørelse 
Under ankesagen gentog og uddybede den skadelidte cigaretproducent synspunktet om, at det – i overensstemmelse med lovvalgsbestemmelsen i forsikringsaftalen – var hollandsk ret, der fandt anvendelse ved afgørelse af sagen, herunder ved afgørelsen af om det fremsatte (direkte) krav var forældet.

Heroverfor gjorde ansvarsforsikringsselskabet gældende, at det var dansk ret, der fandt anvendelse, og at skadelidte ikke kunne påberåbe sig lovvalgsbestemmelsen indeholdt i forsikringsaftalen.

Østre Landsret nåede frem til samme resultat som Sø- og Handelsretten, nemlig at sagen skulle afgøres efter dansk ret, hvorefter det direkte krav rejst mod ansvarsforsikringsselskabet ifølge Sø- og Handelsretten var forældet:

"Som anført i Højesterets dom af 9. oktober 2017 i sagen mellem Assens Havn og Navigators Management (UK) Limited, jf. UfR 2018.461 H, består der ikke noget kontraktforhold mellem parterne, når kravet støttes på forsikringsaftalelovens § 95, stk. 2. Lovvalgsbestemmelsen i forsikringsaftalen mellem [ansvarsforsikringsselskabet] og [den udførende transportør] finder derfor ikke anvendelse. Herefter, og i øvrigt af de grunde, der er anført i Sø- og Handelsrettens kendelse af 10. november 2017, tiltrædes det, at sagen har nærmest tilknytning til Danmark, og spørgsmålet om forældelse skal derfor afgøres efter dansk ret.

Efter forsikringsaftalelovens § 95, stk. 2, indtræder skadelidte i tilfælde af konkurs i den sikredes ret imod selskabet. Af de grunde, der er anført af Sø- og Handelsretten herom, tiltræder landsretten, at [cigaretproducenten] ikke kan støtte ret på en eventuel suspension af forældelsesfristen fra [den udførende transportør]s side.

Det tiltrædes endvidere, at [cigaretproducenten] heller ikke selv foretog skridt, der suspenderede forældelsesfristen, og at kravet derfor var forældet, da sagen blev anlagt den 25. oktober 2016, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1”.

Med disse præmisser stadfæstede Østre Landsret den af Sø- og Handelsretten afsagte dom.

Bech-Bruuns kommentar
For så vidt angår spørgsmålet om lovvalg ses afgørelsen fra Østre Landsret (og for så vidt også den indankede dom fra Sø- og Handelsretten) umiddelbart at være i overensstemmelse med Højesterets afgørelse i sagen vedrørende Assens Havn. Højesteret nåede, efter en præjudiciel afgørelse fra Domstolen, frem til, at en værnetingsaftale mellem en engelsk forsikringsgiver og dets forsikringstager ikke var bindende - og derfor heller ikke kunne gøres gældende over for Assens Havn, der var skadelidt i sagen.

Herudover er det værd at notere sig, at Østre Landsret nu har fastslået, at et udenlandsk forsikringsselskab i en sag som den foreliggende, hvor et direkte krav mod forsikringsselskabet støttes på forsikringsaftalelovens § 95, stk. 2, som udgangspunkt heller ikke kan påberåbe sig eventuelle bestemmelser om lovvalg aftalt mellem forsikringsselskabet og dets (ansvarlige) forsikringstager. På det punkt er afgørelsen fra Østre Landsret interessant og må alt andet lige forventes at få betydning for fremtidige tilsvarende sager.     

For så vidt angår spørgsmålet omkring forældelse er afgørelsen fra Østre Landsret (og den indankede dom fra Sø- og Handelsretten) i god overensstemmelse med den seneste praksis fra Højesteret på området, herunder blandt andet Højesterets dom af 23. januar 2018 (optrykt i U.2018.1506H) og Højesterets dom af 29. maj 2018 (optrykt i U.2018.2820H).