Bech-Bruun samarbejde

Vejdirektoratet har i en udtalelse af 30. oktober 2020 fastslået, at en stilladsreklame kræver tilladelse efter vejlovens § 80, stk.1. Vejdirektoratet udtalte, at i og med det kræver vejmyndighedens tilladelse at opstille et stillads på offentlig vej, så omfatter denne tilladelse alt, hvad der har med det pågældende stillads at gøre.

En kommune rettede i september henvendelse til Vejdirektoratet og spurgte, om ophængning af en reklamedug på et stillads krævede vejmyndighedens tilladelse efter vejlovens § 80, stk. 1, hvorefter det kræver tilladelse at opstille stilladset. Hvis dette blev besvaret bekræftende, ønskede kommunen derudover at vide, om kommunen kunne lægge vægt på æstetiske, arkitektoniske og byrumsmæssige hensyn, herunder meddele afslag eller stille vilkår baseret på disse hensyn. 

Kommunens forespørgsel bundede i, at Teknik- og Miljøudvalget i kommunen havde besluttet at indføre en mere restriktiv praksis for stilladsreklamer på vejarealer. Den ønskede praksis var særligt begrundet i et ønske om at beskytte byrummet mod store reklameflader, ved at der ud fra en arkitektonisk, æstetisk og byrumsmæssig vurdering, blev stillet større krav til ansøgninger om stilladsreklamer. 

Vejdirektoratets udtalelse
Vejdirektoratet udtalte, at fordi det krævede en tilladelse at opstille et stillads på en offentlig vej, så måtte denne tilladelse omfatte ”alle de enheder”, som stilladset måtte bestå af. Dette betød, at en reklamedug var omfattet af kravet om tilladelse, og vejmyndigheden kunne derfor stille saglige krav til dugen, herunder krav til fastgørelse og udseende.

Endvidere udtalte Vejdirektoratet, at selv om dugen ikke berører vejarealet, havde det ingen betydning. Stilladset måtte anses som en nødvendig forudsætning for, at dugen overhovedet kunne opfylde sin funktion som afdækning af stilladset og den bagvedliggende bygning.

Vejdirektoratet henviste i den forbindelse til de særlige bemærkninger til vejlovens § 1 for derigennem at understrege, hvilke saglige hensyn, som vejmyndigheden kan lægge vægt på. Af de særlige bemærkninger fremgår det, at vejmyndigheden udover at varetage trafikale og vejtekniske hensyn også skal være opmærksom på konsekvenser for bl.a.: ”landskabs- og bymæssige værdier.” Vejdirektoratet vurderede hertil, at æstetiske, arkitektoniske og byrumsmæssige hensyn var sådanne hensyn som lovgiver i bemærkningerne havde betegnet som ”landskabs- og bymæssige hensyn”.

Endeligt henviste Vejdirektoratet til deres afgørelse af 12. juli 2018 i en klagesag om opstilling af reklamestandere i Indre By i København. I denne afgørelse fandt Vejdirektoratet, at det var lovligt for vejmyndigheden (Københavns Kommune) at lægge vægt på interesser til udviklingen af byliv og bymiljø ved vurderingen af, om kommunen med hjemmel i vejlovens § 80, stk. 1, skulle meddele tilladelse. Der var her tale om, at vejmyndigheden havde vurderet, at reklamerestanderne ville skæmme det kunstneriske/æstetiske udtryk ved et torv med et godt byliv og bymiljø. 


gamle_bygninger_bechbruun

Bech-Bruuns kommentar
Det er en interessant udtalelse, der må forstås således, at det er Vejdirektoratets vurdering, at ophængning af reklamedug på et stillads kræver tilladelse i henhold til vejlovens § 80, stk. 1. Dette giver efter vores vurdering mening, hvis reklamedugen sættes op samtidig med stilladset og udgør en ’del’ af stilladset. 

Det fremgår imidlertid ikke klart, om Vejdirektoratet dermed mener, at der skal søges fornyet tilladelse, hvis der på et allerede opsat stillads med tilladelse til at råde over vejarealet, efterfølgende skal opsættes en reklamedug. Vi synes umiddelbart, at det er svært at stille krav om, at der ansøges igen, bl.a. fordi det er tvivlsomt, om der med opsætning af reklamedugen sker en ændring i den råden over vejarealet, som der er givet tilladelse til. Det er selvfølgelig en anden situation, hvis ”den første” tilladelse til råden over vej indeholder vilkår om efterfølgende godkendelse af reklameophængninger. Så skal der søges igen, men er der ikke fastsat et sådant vilkår, er det efter vores opfattelse mere tvivlsomt, og der kan stilles krav om en ny ansøgning. 

Det bliver derfor interessant, hvis spørgsmålet bliver prøvet ved domstolene.