Bech-Bruun samarbejde

Sø- og Handelsretten fastslog for nyligt, at en kundeklausul i en ejeraftale ikke kunne håndhæves overfor en medarbejder, der ejede 10 procent af virksomheden. Grunden var, at medarbejderen også i relation til kundeklausulen måtte anses for at være omfattet af funktionærloven, og at kundeklausulen ikke opfyldte gyldighedsbetingelserne for indgåelse af kundeklausuler i den dagældende funktionærlovs § 18a.

De faktiske omstændigheder i sagen
I sagen var spørgsmålet, om en medarbejder, der ejede 10 procent af kapitalen i arbejdsgivervirksomheden, var forpligtet af en kundeklausul i en ejeraftale, der i 2012 blev indgået mellem medarbejderen og en række andre partnere, herunder den administrerende direktør i arbejdsgivervirksomheden. 

Ved vurderingen heraf skulle Sø- og Handelsretten blandt andet tage stilling til, om medarbejderen havde funktionærstatus, og om gyldighedsbetingelserne i den dagældende funktionærlovs § 18a i så fald var opfyldt.

Medarbejderen blev i 2001 ansat som sælger i arbejdsgivervirksomheden. I 2008 erhvervede medarbejderen gennem sit holdingselskab 9 procent af kapitalen i virksomheden (hvilken ejerandel senere blev forøget til 10 procent). 

I den indgåede ejeraftale var indeholdt en kundeklausul. Det fremgik blandt andet af denne, at:

”Når en anpartshaver udtræder af selskabet, er der en kundeklausul gældende på de, på ansættelsens ophør 20 % største antal kunder målt på dækningsbidrag. Distributører og producenter er ikke medregnet som kunder. Der udarbejdes en liste med hvilke kunder der er dækket af denne klausul. Overtrædelse af kunde-/konkurrenceklausulen medfører pligt til betaling af konventionalbod svarende til sidste års løn (inklusiv bonus, provision m.m.). Betaling af konventionalbod medfører ikke, at overtrædelsen bliver retmæssig, og konventionalboden hindrer ikke, at et eventuelt større erstatningskrav kan rettes imod anpartshaveren. Klausulen er gældende i 2 år fra ansættelsens ophør.”

I foråret 2018 opsagde medarbejderen sin stilling til fratræden den 30. juni 2018 på grund af en række uenigheder blandt medejerne om indgåelse af en ny ejeraftale. Først ca. 4 måneder efter medarbejderens fratræden sendte arbejdsgiveren en liste til medarbejderen over de kunder, som var omfattet af kundeklausulen. 

Medarbejderen havde imidlertid allerede med virkning fra den 1. juli 2018 stiftet en konkurrerende virksomhed. I den forbindelse blev medarbejderens nu tidligere arbejdsgiver opmærksom på, at medarbejderen havde været i kontakt med visse af arbejdsgiverens kunder. Som følge heraf gjorde arbejdsgiveren gældende, at kundeklausulen i ejeraftalen var gyldig og forpligtede medarbejderen, som derfor skulle betale en konventionalbod svarende til to gange sidste års løn (inkl. bonus mv.) for at have overtrådt denne.

Til støtte for kundeklausulens gyldighed gjorde arbejdsgiveren blandt andet gældende, at medarbejderen mistede sin status som funktionær, da han erhvervede en ejerandel på 10 procent af virksomheden, ligesom de hermed forbundne ændringer i medarbejderens stillingsindhold medførte, at han ikke længere kunne anses for at være funktionæransat.

Heroverfor gjorde medarbejderen først og fremmest gældende, at han ikke havde tiltrådt ejeraftalen personligt, men derimod gennem hans holdingselskab, hvorfor kundeklausulen heller ikke kunne forpligte ham personligt. Medarbejderen gjorde desuden gældende, at han var ansat som funktionær, herunder at han hverken havde instruktionsbeføjelser eller varetog nogen lederstilling, ligesom han under hele ansættelsesforholdet havde udført arbejdsopgaver, der er karakteristiske for en lønmodtager. Da gyldighedsbetingelserne i funktionærlovens § 18a ikke var opfyldt, kunne kundeklausulen ifølge medarbejderen således ikke håndhæves overfor ham.

dokument_haender_Bech-Bruun

Sø- og Handelsrettens afgørelse
Sø- og Handelsretten fastslog, at det efter en samlet vurdering måtte lægges til grund, at medarbejderen (som Sø- og Handelsretten fastslog havde tiltrådt ejeraftalen personligt) både før og efter, at han var blevet medejer, måtte anses for at have varetaget en tjenestestilling, og derfor var omfattet af funktionærloven. 

I den forbindelse lagde Sø- og Handelsretten blandt andet vægt på, at der i et tillæg til medarbejderens ansættelseskontrakt udtrykkeligt var henvist til reglerne i funktionærloven, og at der i tillægget i øvrigt var fastsat mål for medarbejderens performance som sælger, ligesom han fik udbetalt bonus på grundlag heraf. Desuden bemærkede Sø- og Handelsretten, at de arbejdsopgaver, som medarbejderen varetog, var karakteristiske for en ansat sælger. 

Det blev samtidig lagt til grund, at medarbejderen ikke havde haft en instruktionsbeføjelse overfor andre af virksomhedens medarbejdere, og at han hverken var en del af ledelsen eller havde reel indflydelse på virksomhedens daglige drift, som blev varetaget af de tre andre medejere. Det forhold, at medarbejderen havde deltaget i nogle halvårlige strategiseminarer, kunne ikke ændre herpå.

Endelig bemærkede Sø- og Handelsretten, at en ejerandel på 10 procent ikke indebar mulighed for, at medarbejderen alene kunne udøve afgørende indflydelse på væsentlige dispositioner i virksomheden.

Som følge af dette konkluderede Sø- og Handelsretten, at medarbejderen også i relation til ejeraftalen var at anse for funktionær, hvorfor den dagældende § 18a i funktionærloven skulle være overholdt, hvis kundeklausulen skulle kunne håndhæves. Da dette ikke var tilfældet, var medarbejderaktionæren ikke bundet af kundeklausulen i ejeraftalen, hvorfor han blev frifundet for kravet om betaling af konventionalbod.

Bech-Bruuns kommentarer
Sø- og Handelsrettens dom bekræfter, at medarbejderaktionærer med en ejerandel på 10 procent som udgangspunkt vil blive betragtet som lønmodtagere også i forhold til indgåede ejeraftaler. Det er derfor vigtigt, at det i forbindelse med indgåelse af ejeraftaler med medarbejdere overvejes, om medarbejderne trods det, at de er medejere af virksomheden, anses for lønmodtagere også i forhold til en ejeraftale. Det kan, som det er illustreret ved Sø- og Handelsrettens dom, have afgørende betydning for muligheden for at håndhæve bl.a. kunde- og konkurrenceklausuler, at vurderingen er foretaget korrekt.