Bech-Bruun samarbejde

Langt de fleste kommercielle kontrakter og salgs- og leveringsbetingelser i forbindelse med international handel pålægger sælger en forpligtelse til at etablere forsikringsdækning bl.a. for ansvar, som virksomheden måtte ifalde over for kunden under kontrakten. Men i praksis investeres der ofte begrænsede ressourcer i nærmere at fastlægge indholdet af sådanne forsikringspligter, som i de fleste kontrakter er begrænset til krav til forsikringssummens størrelse. Selv hvis Incoterms® 2020 er aftalt mellem parterne, er der stadig en række forhold, som parterne bør tage stilling til i kontrakten.

Med den nye version af Incoterms® udstedt af Det Internationale Handelskammer (ICC), der trådte i kraft den 1. januar 2020, og som regulerer de vigtigste forpligtelser for køber og sælger inden for international handel, er udstrækningen af parternes forpligtelse til at etablere forsikringsdækning i et vist omfang blevet fastlagt nærmere. Det gælder dog alene ansvar for tab af og skader under transport på varer og omkostninger til forsikringer.

Så selvom der er indgået aftale om de handelsklausuler, der er defineret i den nyeste version af Incoterms®, er der fortsat behov for at tage stilling til, i hvilket omfang parterne i øvrigt skal være forpligtet til at tegne forsikringer til dækning af andet ansvar end transportansvaret – og ikke mindst på hvilke vilkår. Derudover skal parterne være opmærksomme på betydningen af eventuelle ansvarsbegrænsninger i kontrakten, da ansvarsbegrænsninger i praksis kan bevirke en tilsvarende indskrænkning i en eventuel forsikringsdækning.

Pligten til etablering af transportforsikring efter Incoterms® 2020
Der blev med Incoterms® 2020 indført forskellige dækningsniveauer i tilfælde, hvor levering sker med leveringsklausulerne CIF (Cost, Insurance and Freight) eller CIP (Carriage and Insurance Paid). Efter begge vilkår påhviler forpligtelsen til at tegne transportforsikring fortsat sælger, men i modsætning til tidligere, stiller de nye vilkår også kvalitative krav til den minimumsdækning, som sælger forpligtes til at etablere.

Hvis parterne har aftalt klausulen CIF, er sælger fortsat kun forpligtet til at etablere en minimumsdækning svarende til dækningen efter (C)-klausulerne i Institute Cargo Clauses. I tilfælde, hvor der derimod er aftalt CIP efter de nye vilkår, stilles der udvidede krav til dækningen, der nu som minimum skal svare til (A)-klausulerne i Institute Cargo Clauses.

Forskellene i dækningen er ikke uvæsentlige, idet transportøren typisk alene har et begrænset ansvar for de varer og det gods, som transporteres. Det er derfor vigtigt, at kontrakten nøje fastlægger, hvem af parterne der bærer risikoen for varen under transport og dermed bør overveje at forsikre varen.

Uanset at de nye Incoterms® ikke er til hinder for, at parterne aftaler en udvidet dækning, end hvad der følger af Institute Cargo Clauses, bidrager vilkårene således til at kvalificere udstrækningen af sælgers forsikringsforpligtelse, når der er aftalt CIF eller CIP.

Idet præciseringen er begrænset til forsikringsdækningen for tab, skade og varer under transport, består der dog fortsat et behov for, at parterne herudover definerer hvilke øvrige krav, som skal gælde i relation til forsikringer, der skal dække andre typer af ansvar end transportansvaret, fx produktansvar eller ingrediens-/komponentskader, som sælger måtte være ansvarlig for under kontrakten.

Forsikringsdækningen under erhvervs- og produktansvarsforsikringen
Langt de fleste kommercielle kontrakter vil typisk indeholde en bestemmelse, som pålægger sælger at etablere en erhvervs- og produktansvarsforsikring til dækning af sælgers ansvar over for køber inden for en nærmere angiven dækningssum.

Medmindre andet er aftalt, følger det af almindelige erstatningsretlige regler, at sælger er ansvarlig for købers fulde tab, når blot de almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt. Dette vil efter omstændighederne kunne omfatte indirekte tab og driftstab. Dette udgangspunkt står i kontrast til dækningen under en sædvanlig erhvervs- og produktansvarsforsikring, som navnlig ikke dækker mangelsansvar, driftstab og lignende tab.

En erhvervs- og produktansvarsforsikring dækker således ikke ethvert erstatningsansvar, som sælger måtte ifalde. Forsikringen dækker typisk ansvar for "skade tilføjet personer eller ting" samt grundejeransvar inden for et nærmere aftalt dækningsmaksimum. Der gælder dog en række begrænsninger i dækningen.

Uden for dækningen falder navnlig mangelsansvar, dvs. ansvar for mangelfuld levering af den aftalte vare, ligesom forsikringen ikke dækker rent "formuetab", herunder driftstab og lignende indirekte tab. Indirekte tab kan dog være dækket, hvis det er en følge af en i øvrigt dækningsberettiget skade, og ansvaret herfor er fraskrevet i salgs- og leveringsbetingelser, som er godkendt af forsikringsselskabet.

Ikke desto mindre forekommer der eksempler på kontrakter, hvor sælgers forsikringspligt udstrækkes til også at skulle dække mangelsansvar, uanset at det i praksis næppe vil være muligt for sælger at tegne en forsikringsdækning, der opfylder kontraktens krav.

I de fleste kontrakter er sælgers forsikringsforpligtelse dog begrænset til at omfatte etablering af forsikring med henblik på at afdække sælgers produktansvar, hvilket også i udgangspunktet vil være dækket under sælgers eksisterende erhvervs- og produktansvarsforsikring. De fleste kontrakter regulerer imidlertid kun størrelsen af forsikringssummen og ikke spørgsmålet om, hvilke vilkår der skal gælde for den forsikring, der etableres, hvilket kan påvirke graden af sikkerhed for køber i et eventuelt skadescenarie.

Eksempelvis får køber kun meget sjældent adgang til at gøre sig bekendt med vilkårene for forsikringsdækningen, men modtager typisk højst et forsikringscertifikat som dokumentation for, at forsikringen er trådt i kraft og dækker inden for en given forsikringssum. Forsikringscertifikatet indeholder ingen oplysninger om, efter hvilke principper forsikringen dækker, eller om hvor mange øvrige selskaber (udover sælger), som er medsikrede under policen, og som ”deler” forsikringssummen med sælger.

Tilsvarende stiller kun forholdsvis få kontrakter krav til kreditværdigheden af det forsikringsselskab, hvori forsikringen etableres, med henblik på at sikre, at selskabet har den nødvendige evne til at imødekomme indgåede forpligtelser fuldt ud og til rette tid.

Hvis forsikringsdækning er væsentlig for en part, bør kontrakten i langt højere grad afspejle dette ved også at beskrive, hvilke kvalitative krav der skal gælde for forsikringen, ligesom parten som minimum bør sikre sig kopi af forsikringen for at kunne bedømme dækningsomfanget.

Betydningen af ansvarsbegrænsninger
Hvad mange kommercielle kontrakter savner i reguleringen af indholdet af de forsikringsforpligtelser, som pålægges parterne, kompenserer selvsamme kontrakter til gengæld fuldt ud for i bestemmelser, som begrænser parternes ansvar. Sågar ofte hvad angår de selvsamme typer af ansvar, som kontrakten stiller krav om etablering af forsikringsdækning for med henblik på risikoafdækning, fx begrænsninger af sælgers ansvar for mangler og produktansvarsskader. Dette kan som udgangspunkt gyldigt aftales for så vidt angår mangler og erhvervstingsskade.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på den afsmittende effekt, som ansvarsbegrænsningsbestemmelser har på en eksisterende forsikringsdækning. Eventuelle ansvarsbegrænsninger og maksimumsummer bør afstemmes med virksomhedens erhvervs- og produktansvarsforsikring, idet man ellers risikerer at udhule dækningen af medkontrahentens tab.

Er der fx dækning for produktansvarsskade for en sum på i alt 25 mio. kr., og begrænses ansvaret i kontrakten for sådanne skader til én mio. kr., vil forsikringen alene dække dette beløb. I et skadescenarie kan det ud fra en kommerciel betragtning være utilfredsstillende og potentielt skadeligt for forretningen ikke at kunne erstatte skadelidtes fulde tab. Ansvarsbegrænsningen vil i en sådan situation imidlertid betyde, at virksomheden betaler præmie for en dækning, som de reelt ikke kan gøre brug af, idet forsikringsdækning forudsætter, at den sikrede tillige er juridisk ansvarlig for tabet, som kræves dækket.

I det omfang kontrakten gyldigt begrænser ansvaret, der er etableret forsikringsdækning for, begrænses dækningen under erhvervs- og produktansvarsforsikringen med andre ord tilsvarende, idet forsikringen alene dækker erstatningskrav, som den sikrede er juridisk forpligtet til at honorere.

Det bør derfor overvejes, om virksomhedens ansvar primært bør begrænses for mangelsansvar mv., der ikke er forsikringsdækket, og i mindre omfang begrænses for anden skade, herunder produktansvarsskade, der i reglen vil være forsikringsdækket.

Bech-Bruuns kommentar
Virksomheder bør have øget fokus på reguleringen af krav til forsikringer, som parterne pålægges at etablere i kommercielle kontrakter. Dette gælder i relation til forsikringsforpligtelser indeholdt i både allerede indgåede og fremtidige kontrakter.

Vedtagelse af Incoterms® vil i et vist omfang kunne medvirke til en øget regulering af kravene til parternes forsikringsforpligtelser, om end reguleringen vil være begrænset til forsikringsdækning af transportrisikoen.

Uanset at man ved vedtagelse af fx CIF eller CIP vil have taget stilling til, hvilken minimumsdækning der kræves etableret af sælger, vil der derfor fortsat være behov for at regulere forsikringsdækning af andre typer af ansvar og risici.

For allerede indgåede kontrakter, som indeholder en forsikringspligt, bør sådanne kvalitative krav til dækningen og de tilstedeværende forsikringssummer holdes op mod virksomhedens eksisterende forsikringer med henblik på at sikre kongruens, idet manglende opfyldelse ellers vil kunne udgøre misligholdelse af kontrakten. Dette gælder navnlig situationer, hvor det måtte vise sig ikke at være muligt at etablere den fornødne dækning i henhold til aftalens vilkår.

I forhold til fremtidige kontrakter vil det være væsentligt, at parterne forholder sig til og beskriver, hvilke krav der stilles til den forsikring, der skal etableres, for at sikre, at den forudsatte risikoafdækning rent faktisk eksisterer.

Parten, i hvis interesse forsikringen tegnes, bør som minimum sikre sig adgang til at få udleveret forsikringspolicen, ligesom der bør stilles krav til forsikringsselskabets klassificering i forhold til kreditværdighed og evne til at imødekomme indgåede forpligtelser.

Desuden bør det overvejes, om der herudover skal gælde øvrige krav til dækningen, fx i forhold til dækningsprincipper, etablering af eventuelle tillægsdækninger for ingrediens-/komponentskader, recall eller driftstab samt til forsikringssummerne.

Sideløbende hermed bør parten, på hvem forsikringspligten påhviler, sørge for at afstemme indholdet af eventuelle ansvarsbegrænsninger indeholdt i kontrakter med sine forsikringer samt overveje at få rammeaftaler eller salgs- og leveringsbetingelser godkendt af forsikringsselskabet med henblik på at opnå videst muligt dækning af ansvaret under kontrakten.

Med disse tiltag vil begge parter både opnå øget transparens og sikkerhed for, at de forudsatte risici rent faktisk afdækkes, samt at dækningen ikke utilsigtet udhules af ansvarsbegrænsningsbestemmelser indeholdt i kontrakten.