Bech-Bruun samarbejde

COVID-19 har lammet store dele af Kina og lukket fabrikker, standset person- og godstransport og haft store påvirkninger både i Kina og internationalt, ikke blot for befolkningen, men også for handel og erhvervsliv. Det rejser et naturligt spørgsmål om, hvorvidt COVID-19 kan klassificeres som såkaldt force majeure i kontraktforhold.

Siden COVID-19 opstod i den kinesiske Hubei-provins i december 2019, har den udviklet sig til en epidemi og allerede haft stor påvirkning på borgere, virksomheder og lande. WHO erklærede den 30. januar 2020, at virussen udgør en international sundhedskrise, og det vurderes, at udbruddet erklæres en pandemi snarligt. 

Set fra et juridisk perspektiv er spørgsmålet, om virussen kan anses som force majeure i kontraktforhold. De kinesiske myndigheder har i den forbindelse anerkendt COVID-19 udbruddet og følgevirkningerne som en force majeure-omstændighed, og senest har flere virksomhed, herunder Kinas største importør af flydende naturgas, påberåbt sig force majeure, hvorimod det franske olieselskab Total har afvist, at COVID-19 kan kategoriseres som force majeure.

Hvad er force majeure?
Force majeure er en udefrakommende og uventet omstændighed, der gør, at en aftalepart ikke kan opfylde sine forpligtelser. Omstændigheden skal være upåregnelig og kan fx være naturkatastrofer, krig eller udførselsforbud. I tilfælde af at der foreligger en force majeure-situation, kan en kontraktpart være ansvarsfri, dvs. fri for erstatningsansvar, selv om denne ikke opfylder sine forpligtelser i aftalen. 

Kontraktens indhold og lovvalg 
I kontrakter indsættes ofte en klausul, som regulerer force majeure-situationer, herunder hvad der kan kvalificeres som force majeure. 

Hvis parternes aftale indeholder en force majeure-klausul, som ikke medtager epidemier eller karantæner/isolationer fra nationale myndigheder som en force majeure-udløsende omstændighed, er det tvivlsomt, om force majeure kan gøres gældende i relation til COVID-19 og dens indvirkning på parternes aftaleforhold.

Hvis en kontrakt ikke indeholder bestemmelser om force majeure, er det dog ikke ensbetydende med, at force majeure ikke kan påberåbes af en kontraktpart. Dette skyldes, at nogle lande har en force majeure-doktrin, som kan påberåbes, uanset der ikke er indsat en force majeure-klausul i kontrakten. 

I andre jurisdiktioner gælder imidlertid ikke en force majeure-doktrin, hvorfor det her er afgørende, at der er taget stilling til force majeure i aftalegrundlaget som en ansvarsfrihedsgrund. 

Kontrakters lovvalg er derfor relevant i de tilfælde, hvor kontrakten er tavs om force majeure, når det skal afgøres, om force majeure på trods heraf alligevel kan gøres gældende. 

commercial_contracts_Bech-Bruun

Force majeure i dansk ret
I dansk ret antages generelt, at en kontraktpart kan være ansvarsfri, hvis der indtræder en force majeure-situation, selvom dette ikke er anført i aftalegrundlaget. Dette gælder dog ikke, hvis parterne aktivt har fravalgt force majeure som en ansvarsfrihedsgrund i aftalen. 

Hvis ikke aftalegrundlaget indeholder en force majeure-bestemmelse, opstår spørgsmålet, om coronavirussen kan gøres gældende som force majeure med henvisning til en force majeure-doktrin. 

Hvis udbruddet af COVID-19 skal kunne kvalificeres som en force majeure-omstændighed, skal den kunne anses som ekstraordinær, og opfyldelse af kontrakten skal ligeledes være umulig som følge af den ekstraordinære omstændighed. 

Det er her af betydning, om det er umuligt for kontraktparten at opfylde netop de forpligtelser, som er aftalt mellem parterne. Den part, der påberåber sig force majeure, skal påvise, at det ikke er muligt at opfylde den aftalte forpligtelse. Det er ikke opfyldt, hvis det blot er blevet dyrere eller mere tidskrævende, eller hvis det er muligt at opfylde aftalen med varer eller ydelser fra andetsteds. 

Det er vigtigt at være opmærksom på, at ikke alle forpligtelser bortfalder, hvis en kontraktpart ønsker at påberåbe sig force majeure. Der gælder fx en underretningspligt overfor medkontrahenten, og man kan ifalde erstatningsansvar ved manglende underretning ligesom adgangen til at påberåbe sig force majeure kan fortabes. Ligeledes må en kontraktpart forventes at udvise almindelig loyalitet over for sin aftalepart og indrette sig bedst muligt for at begrænse aftalepartens gener.

Bech-Bruuns kommentar
I kølvandet på COVID-19 udbruddet bør virksomheder have fokus på, om dette kan berøre virksomhedens kontrakter. Dette gælder både i relation til allerede indgåede og fremtidige kontrakter. 

For allerede indgåede kontrakter med en kontraktpart i berørte områder skal det overvejes, om en kontraktparts manglende opfyldelse af aftalen vil kunne være ansvarsfri med henvisning til force majeure. I første omgang skal kontrakten gennemgås for at se, om der er indsat en force majeure-klausul og dernæst om klausulen dækker den nuværende situation, fx ved at tage stilling til epidemier, sundhedskriser og dermed forbundne konsekvenser i form af myndigheders karantæne/forbud og indvirkning på infrastruktur. 

Hvis ikke kontrakten tager stilling til force majeure, skal lovvalget undersøges, og om der er tale om en jurisdiktion, som anerkender påberåbelse af force majeure.

For fremtidige aftaler bør det overvejes at tage specifikt stilling til, om epidemier, pandemier og deraf følgende indvirkning på produktion, levering eller anden opfyldelse under aftalen skal kunne anses som en force majeure-udløsende omstændighed. 

Det er som nævnt alene i tilfælde af upåregnelighed, at en kontraktpart kan frasige sig ansvaret under force majeure. For nye aftaler, der indgås efter COVID-19 udbruddet, og efter WHO har erklæret, at der foreligger en international sundhedskrise, vil følgevirkninger af COVID-19 være mere påregneligt. I et sådant tilfælde kan det være vanskeligt for den part, som påberåber sig force majeure, at få anerkendt COVID-19 som ansvarsfritagende for manglende opfyldelse af sine forpligtelser.  

Tilmeld dig nyhedsbrevet her.