Bech-Bruun samarbejde

I en ny afgørelse har EU Kommissionen tildelt en spansk hotelkæde en bøde på 6,7 mio. euro (ca. 50 mio. kr.) for at have skrevet nationalitets- og bopælsdiskriminerende vilkår ind i deres standardbetingelser ved indgåelse af aftaler med rejsebureauer.

Meliá er en spansk hotelkæde, der blandt andet indgår aftaler med mange store rejsebureauer om indkvartering af rejsebureauernes kunder, navnlig i Spanien, men også flere andre steder i Europa og verden. 

Sagen omhandlede nogle klausuler, der fremgik af Meliás standardbetingelser i forbindelse med indgåelse af disse aftaler med rejsebureauer. Klausulerne indebar, at rejsebureauernes aftaler om reservation af hotelværelser hos Meliá kun gjaldt i forhold til reservationer for kunder, der havde bopæl i et land, som Meliá havde godkendt. De enkelte kunder havde således ikke mulighed for at se den fulde bredde af Meliás hoteltjenester, men kun de hoteller, som de i medfør af klausulerne var godkendt til at se.

Kommissionen fandt, at sådanne klausuler af nationalitets- og bopælsdiskriminerende art efterlader forbrugeren med et ringere udvalg af hotelbooking-muligheder, der er til hinder for målsætningen om et fælles, indre marked i Europa. En af de grundlæggende fordele ved det fælles indre marked er, at forbrugerne får flere valgmuligheder, hvilket styrker konkurrencen. Aftalerne begrænsede i øvrigt rejsebureauernes mulighed for frit at sælge deres ydelser i hele EU og EFTA, og klausulerne var derfor i strid med konkurrencereglerne.

Efterforskningen blev indledt i februar 2017 på baggrund af forbrugerklager. De store rejsebureauer blev også undersøgt, men der blev ikke fundet grundlag for at tildele en bøde. 

Ved bødens udmåling lagde Kommissionen vægt på, hvor lang tid overtrædelsen havde varet (2014-2015), at klausulerne var en del af Meliás standardbetingelser, og at Meliá havde samarbejdet med Kommissionen, hvorefter bøden blev nedsat med 30 procent. 

Bech-Bruuns kommentar
Afgørelsen er udtryk for Kommissionens seneste fokus på at bekæmpe ulovlige passive salgsbegrænsninger og beskytte forbrugernes økonomiske interesser. Tidligere afgørelser indenfor dette område inkluderer bøden til Guess på ca. 40 mio. euro, til Nike på ca. 12,5 mio. euro og til NBCUniversal på ca. 14,3 mio. euro.