Bech-Bruun samarbejde

Højesteret har i en afgørelse fra den 11. december 2019 klarlagt retstilstanden vedrørende arbejdsgivers ret til at modregne i funktionærens krav på erstatning for løn i opsigelsesperioden.

Minimalerstatning
Hvis en virksomhed uberettiget bortviser en funktionær, skal virksomheden i medfør af funktionærlovens § 3 betale erstatning for løn i opsigelsesperioden. Den del af kravet, som svarer til lønnen i op til 3 måneder af opsigelsesperioden, er ”minimalerstatning” og skal betales uanset, om funktionæren opnår anden indkomst i opsigelsesperioden. Erstatningskravet herudover afhænger af, om der er lidt et tab, jf. funktionærlovens § 3, stk. 2. Højesteret har i dommen U 1972.77 H fastslået, at bestemmelserne i funktionærlovens § 3 fuldt ud finder anvendelse i forhold til arbejdsgiverens konkursbo.

Det har siden Højesterets dom af 24. april 1951 (UfR 1951.577) været fast antaget, at kravet på løn ud over minimalerstatningsperioden kunne kræves reduceret med den indtægt,  herunder i form af sygedagpenge – som medarbejderen har oppebåret i hele opsigelsesperioden, og således også i minimalerstatningsperioden.

Højesteret kom i sagen om Skibby-Supermarked U 2015.3827 H imidlertid frem til, at der ved beregning af erstatningskravet efter funktionærlovens § 3 skulle ses bort fra anden indtægt udbetalt til funktionæren i de tre første måneder af opsigelsesperioden (minimalerstatningsperioden) , og at der alene kunne kræves modregning for anden indtægt, som var oppebåret fra og med fjerde måned af opsigelsesperioden. I sagen var problemstillingen et bispørgsmål i forbindelse med en overtrædelse af forskelsbehandlingsloven, men for så vidt angik modregningsproblematikken var resultatet ikke i overensstemmelse med retspraksis og den funktionærretlige litteratur.

Det var derfor interessant, i hvilket omfang Højesteret i den nye sag ville lægge vægt på U 2015.3827 H som et enkeltstående tilfælde og ikke et udtryk for en ny retstilstand.

Sagen kort
Den nye sag handlede om en funktionær, der blev bortvist fra sin arbejdsplads den 4. marts 2014. Virksomheden gik efterfølgende konkurs. Den pågældende modtog sygedagpenge i hele opsigelsesperioden.  

Medarbejderen rejste krav om erstatning for fem måneders løn (svarende til medarbejderens opsigelsesvarsel) mod Lønmodtagernes Garantifond.

hoejesteret_bech-bruun

Østre Landsrets afgørelse
Østre Landsret fastslog med henvisning til U 2015.3827 H (”Skibby Supermarked”), at der alene kunne ske modregning med de sygedagpenge, som vedrørte månederne ud over minimalerstatningsperioden, mens de sygedagpenge, der var udbetalt vedrørende minimalerstatningsperioden, ikke kunne kræves modregnet i erstatningskravet. 

Østre Landsret afviste, at retsstillingen kunne være en anden, når kravet skulle behandles efter konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 2, (arbejdsgiverselskabet var blevet tvangsopløst) og landsretten fandt derfor, at kravet var omfattet af garantien i LG-loven.

Højesterets afgørelse
Højesteret fandt ikke, at der i ordlyden og forarbejderne til funktionærlovens § 3 var holdepunkter for, at medarbejderen, uanset anden indtægt i opsigelsesperioden, havde ret til tabsuafhængig erstatning udover minialeerstatningsperioden. 

Højesteret kom på den baggrund frem til, at funktionærlovens § 3, stk. 2 - som fastslået ved tidligere Højesteretsdom af 24. april 1951 (U 1951.577 H) - måtte forstås således, at anden indtægt i hele opsigelsesperioden skal fradrages i den tabsafhængige del af erstatningen. 

Lønmodtagernes Garantifond var derfor berettiget til at fradrage de sygedagpenge, som medarbejderen havde modtaget i hele sin opsigelsesperiode i funktionærens krav på erstatning ud over minimalerstatningen. 

Bech-Bruuns kommentarer
Det er værd at bemærke, at Højesteret i præmisserne præsenterede sagen som et spørgsmål om, hvorvidt retsstillingen er som fastslået i U 1951.577 H (fuld adgang til modregning) eller som lagt til grund i U 2015.3827 H (kun modregning for indtægt i måneder efter minimalerstatningsperioden).

Med den nye dom er vi tilbage på sporet – retstilstanden er som antaget i dommen fra 1951: 

Krav om erstatning for løn ud over minimalerstatningsperioden kan kræves reduceret med den indtægt, som den fratrådte medarbejder har oppebåret andet steds fra i hele opsigelsesperioden, og således også i minimalerstatningsperioden.

Læs også vores nyhedsbrev fra marts 2019, hvor Procesbevillingsnævnet gav tilladelse til prøvelse af nævnte sag i 3. instans.