Bech-Bruun samarbejde

Dommen fremhæver sondringen mellem en kommunes ansvar som henholdsvis vejmyndighed og grundejer. Det tydeliggøres, at en kommunes ansvar for glatførebekæmpelse ikke kun kan ifalde som vejmyndighed, men også som grundejer.

Den 16. januar 2016 gled en kvinde på et fortov og pådrog sig bl.a. et ankelbrud. Fortovet var placeret ud for et ubebygget grønt areal, som var ejet af kommunen. Det fremgår af sagen, at der fra det grønne areal var løbet smeltevand ud på fortovet, som følge af tøvejr, og at vandet i løbet af natten til den 16. janauar 2016 frøs til is, og fortovet på uheldstidspunktet derfor var isbelagt.

Sagen vedrørte således spørgsmålet om, hvorvidt kommunen, som grundejer ud til fortovet, havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med (den manglende) glatførebekæmpelse.

Glatførebekæmpelse to dage før ulykken
Det fremgår af sagen, at kommunen, som grundejer forud for ulykken, foretog glatførebekæmpelse senest den 14. januar 2016.

Vejloven indeholder blandt andet følgende bestemmelser:

Ӥ 64
I byer og bymæssige områder kan vejmyndigheden efter forhandling med politiet bestemme, at grundejere, hvis ejendom grænser op til en offentlig vej eller sti, skal snerydde, glatførebekæmpe og renholde fortov og sti ud for ejendommen i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 66-68. Færdselsarealer, der primært er bestemt for gående færdsel, sidestilles med fortov og sti. Gangtunneler og gangbroer betragtes ikke som fortovs- eller stiareal.


§ 65
Vejmyndigheden kan efter forhandling med politiet give nærmere forskrifter for grundejernes pligt til udførelsen af snerydning, glatførebekæmpelse og renholdelse, herunder for de virkemidler, der må benyttes.

§ 66
Grundejerens snerydningspligt efter § 64 omfatter at rydde fortov eller sti for sne snarest muligt efter snefald.
…"

I kommunens vintervedligeholdelsesregulativ havde kommunen, jf. vejlovens § 64, stk. 1, pålagt de grundejere, der grænser til en offentlig vej, bl.a. ”…at rydde fortov for sne og træffe foranstaltninger mod glat føre på fortov”, hvilket efter vejlovens § 67, skulle ske ”snarest mulig efter førets indtræden”.

Der fremgik følgende af vintervedligeholdelsesregulativet:
”Instruks for myndighedstilsyn med grundejerforpligtigelser 
Domspraksis viser p.t, at pligten for grundejerne ligger i tidsrummet kl. 7.00 til 22.00, dog mht. glatføre principielt hele døgnet.”

Byret og landsret fandt kommunen ansvarlig
Både byretten og efterfølgende landsretten nåede frem til, at kommunen, som grundejer, var ansvarlig for kvindens faldulykke den 16. januar 2016. Landsretten udtalte bl.a. følgende:

”Landsretten finder, at det under disse omstændigheder påhvilede kommunen i sin egenskab af grundejer at udføre glatførebekæmpelse i overensstemmelse med det kommunale regulativ, jf. pkt. 2.1.2, jf. pkt. 6.1, i [kommunens] regulativ for vinterbekæmpelse og renholdelse af veje, stier og pladser, jf. § 64, jf. § 67, i vejloven, og ikke alene som vejmyndighed. Ressource- og miljømæssige betragtninger kan ikke føre til andet.”

 

Bech-Bruuns kommentarer til sagen:
Dommen viser, at en kommune ikke kun kan ifalde ansvar for glatførebekæmpelse som vejmyndighed, men også som grundejer. I denne situation er kommunen naturligvis underlagt de samme regler for glatførebekæmpelse, som andre grundejere, der grænser op til en offentlig vej. I den konkrete sag skulle kommunen derfor også leve op til sit eget vintervedligeholdelsesregulativ.

Landsretten lagde til grund for sin begrundelse, at kommunen i sagen, forud for den 16. januar 2016, havde været bekendt med, at der til tider løb vand fra kommunens grønne areal og ud på fortovet, hvilket formentlig har haft en betydning for sagens udfald.

Der er strengt taget ikke noget nyt i dommen, der blot understreger, at kommuner skal være opmærksomme på, at de både har et ansvar for glatførebekæmpelse som vejmyndighed - og som grundejer.

Ret til at prioritere indsatsen
Landsrettens dom er dog også interessant på den måde, at det fastslås, at en kommune som grundejer – ligesom tilfældet er, når kommunen er vejmyndighed – har ret til at prioritere indsatsen for glatførebekæmpelse. Dette er efter vores opfattelse udtryk for en udvidet fortolkning af bestemmelsen i vejlovens § 67 om, at grundejeren – her kommunen – skal træffe foranstaltninger mod glatføre ”snarest muligt efter førets indtræden”.

Det er fast praksis, at kommunen som vejmyndighed har denne prioriteringsret, men det er med dommen nu fastslået, at denne ret også gælder, når en kommune (eller andre) er grundejer.    

Landsretten mente dog ikke, at kommunen i den konkrete sag kunne prioritere som sket, eftersom ”kommunen på det pågældende tidspunkt konsekvent og uanset vejforholdene undlod at salte på stedet i weekenderne.”

Kommunen har derfor, som hidtil, pligt til at reagere, hvis kommunen opdager forhold, som kræver handling.