Bech-Bruun samarbejde

Hvis en varemærkeindehaver ikke kan bevise reel brug af sit varemærke for alle de varer og tjenesteydelser, som det er registreret for, risikerer varemærkeindehaveren at miste registreringen helt eller delvist. Det har McDonald’s netop oplevet for varemærket BIG MAC.

I EU kan et varemærke ophæves, hvis varemærkeindehaveren inden fem år fra registreringsdatoen ikke har gjort reel brug af varemærket. 

Med henvisning hertil indleverede den irske fastfood-kæde Supermac’s en ophævelsesbegæring til den europæiske varemærkemyndighed, EUIPO, mod McDonald’s’ varemærkeregistrering for BIG MAC. Herefter var det op til McDonald’s konkret at bevise, at BIG MAC var blevet brugt for alle de varer og tjenesteydelser, varemærket var registreret for. 

EUIPO kræver, at dokumentationsmaterialet skal vise udbredelsen af brugen, tidspunktet for brugen og i hvilken form, varemærket er blevet brugt. 

Som dokumentation for at dette var sket, indleverede McDonald’s følgende materiale:

  • Tre erklæringer fra repræsentanter fra McDonald’s, der påstod væsentlige salgstal for BIC MAC-sandwiches
  • Indpakningsbokse
  • Brochurer samt markedsføringsplakater, der viste en menu, hvorpå der var billeder af sandwiches samt andre produkter
  • Skærmbilleder fra McDonald’s’ egne hjemmesider, der viste forskellige varianter af bl.a. en BIG MAC-sandwich
  • Udskrift fra en.wikipedia.org, der gav oplysninger om BIC MAC-burgeren, dens historie, næringsindhold mv.
 

EUIPO’s begrundelse
Trods det formentlig almene kendskab til BIG MAC, gik EUIPO – helt korrekt – meget nøgternt til sagen og vurderede udelukkende den indleverede dokumentation. Og den dokumentation skulle vise sig at være for tynd. 

EUIPO lagde i sin vurdering af dokumentationens værdi vægt på, at erklæringerne var udformet af McDonald’s selv, og at sådan dokumentationsmateriale alene har en begrænset værdi i forhold til at kunne dokumentere reel brug af varemærket. Derfor skal denne type dokumentation kunne understøttes af anden, relevant dokumentation. Samtidig kunne Wikipedia ikke anses som en troværdig kilde. 

For så vidt angår indpakningsboksene, brochurerne og skærmbillederne fra McDonald’s’ hjemmeside fandt EUIPO, at selvom noget af denne dokumentation var dateret og relaterede sig til medlemsstater i EU, kunne omfanget af brugen ikke dokumenteres.

Særligt påpegede EUIPO, at prints fra hjemmesider jo ikke dokumenterer, hvor mange besøgende, der havde været på siden, eller hvor mange salg, det havde afstedkommet.  

På samme måde var det heller ikke tilstrækkeligt blot at fremlægge brochurer og indpakningsbokse, for EUIPO fik ikke samtidig dokumentation for, hvor mange kunder brochurerne var blevet uddelt til, eller hvor mange kunder der havde købt produkter pakket i indpakningsboksene. 

Idet der ikke var indleveret dokumentation, der i tilstrækkelig grad kunne understøtte erklæringerne, fandt EUIPO det ikke bevist, at der var gjort reel brug af varemærket BIG MAC.

Hvad kan vi lære af afgørelsen?

Afgørelsen viser, at uanset hvor almindelig kendt et varemærke er, lægger EUIPO alene vægt på den indsendte dokumentation. 

Det er derfor vigtigt for virksomheder, der skal bevise brug af deres varemærke, at være omhyggelig med at indsamle relevant dokumentation, der viser, (1) hvornår varemærket er brugt, (2) hvor varemærket er brugt, og (3) hvor udbredt brugen af varemærket er.

Sagen er næppe slut endnu, da McDonald’s har mulighed for at appellere afgørelsen til Board of Appeal.