Bech-Bruun samarbejde

En gravevirksomhed var som hovedentreprenør erstatningsansvarlig for den skade, som virksomhedens underentreprenør havde forvoldt på tredjemands ledning.

Ved en entreprisekontrakt indgået med en bygherre påtog hovedentreprenøren (en gravevirksomhed) sig at etablere en ny trykledning over en strækning på ca. 10 kilometer. Ifølge anlægsprojektet skulle der visse steder anvendes styret underboring ved etablering af ledningen.

Hovedentreprenøren indgik aftale med en underentreprenør om, at denne skulle udføre arbejdet med styret underboring. Under arbejdets udførelse beskadigede underentreprenøren en ledning tilhørende tredjemand, som blev påført en udgift på omkring 100.000 kr. 

Ledningsejeren anlagde herefter sag mod underentreprenøren, hvilket endte med en udeblivelsesdom. Da underentreprenøren i mellemtiden gik konkurs, modtog ledningsejer aldrig betaling til dækning af sit krav om erstatning for skaden. 

Ledningsejeren anlagde derfor efterfølgende (også) sag mod hovedentreprenøren.

Såvel byretten som landsretten fandt, at underentreprenøren havde begået en ansvarspådragende fejl i forbindelse med udførelsen af arbejdet med styret underboring, og at hovedentreprenøren ikke havde handlet ansvarspådragende over for ledningsejeren. 

Byretten og landsretten var dog uenige om, hvorvidt der var grundlag for at pålægge hovedentreprenøren et hæftelsesansvar for den skade, som underentreprenøren påførte ledningsejeren. 

Byretten og landsretten
Byretten fandt, at hovedentreprenøren ifaldt hæftelsesansvar under henvisning til, at hovedentreprenøren var bekendt med, at der ved styret underboring må udvises særlig agtpågivenhed af hensyn til den betydelige risiko for skade på kabler, som skal krydses, og at hovedentreprenøren – som følge af samarbejdet mellem hovedentreprenøren og underentreprenøren under arbejdets planlægning og udførelse – havde haft mulighed for at begrænse og styre risikoen. Hovedentreprenøren måtte derfor bære risikoen for arbejdets forsvarlige udførelse.

Landsretten fandt derimod ikke grundlag for at pålægge hovedentreprenøren et hæftelsesansvar og lagde i den forbindelse vægt på, at hovedentreprenøren havde indhentet ledningsoplysninger fra Ledningsejerregistret (”LER”) og videregivet disse til underentreprenøren, og at underentreprenøren var en virksomhed med speciale i styret underboring, mens hovedentreprenøren hverken mandskabsmæssigt eller udstyrsmæssigt besad kompetencerne til at forestå en sådan boreopgave. Hovedentreprenøren havde derfor hverken haft anledning eller mulighed for at føre tilsyn med underentreprenørens udførelse af underboringen.

Højesteret lagde – ligesom byretten og landsretten – til grund, at underentreprenøren begik en ansvarspådragende fejl i forbindelse med udførelsen af arbejdet med styret underboring, og at hovedentreprenøren ikke havde handlet ansvarspådragende over for ledningsejeren. For Højesteret angik sagen derfor alene, om hovedentreprenøren hæftede for den skade, som underentreprenøren påførte ledningsejeren ved arbejdet med underboringen (hæftelsesansvar).

Højesterets begrundelse og afgørelse

Højesteret tiltrådte indledningsvist byrettens bemærkning om, at der ved arbejdet med styret underboring i et område, hvor der ifølge LER er placeret ledninger, er en sådan særlig risiko for skade på ledningerne, at kravene til entreprenørens agtpågivenhed skærpes i forbindelse med planlægningen og ved selve udførelsen af arbejdet. 

Højesteret bemærkede herefter, at hovedentreprenøren havde indhentet og videregivet ledningsoplysninger fra LER til underentreprenøren inden arbejdets påbegyndelse. Den nøjagtige placering af ledningerne fremgik dog ikke af disse oplysninger, men skulle indhentes ved henvendelse til ledningsejeren, jf. ledningsejerregisterlovens §§ 8 og 9. Hverken hovedentreprenøren eller underentreprenøren havde rettet henvendelse til ledningsejeren for at få oplyst den nøjagtige placering af ledningen.

Højesteret udtalte, at der som udgangspunkt ikke påhviler en hovedentreprenør hæftelsesansvar for en selvstændigt virkende underentreprenørs skadevoldende handlinger uden for kontraktforhold.

Da der imidlertid var tale om særligt risikobetonet arbejde, som hovedentreprenøren havde engageret underentreprenøren til at udføre for sig, havde hovedentreprenøren haft anledning til ved tilsyn og kontrol at begrænse og styre risikoen ved dette arbejde. Efter Højesterets opfattelse kunne dette bl.a. være sket ved, at hovedentreprenøren sikrede sig, at underentreprenøren havde indhentet oplysninger om den nøjagtige placering af ledninger i jorden på det sted, hvor den styrede underboring skulle gennemføres. Endvidere kunne hovedentreprenøren have sikret sig, at underentreprenøren havde en forsikring, som dækkede ansvar for skade ved jordboringsarbejde.

På denne baggrund stadfæstede Højesteret byrettens dom, idet hovedentreprenøren – under disse omstændigheder – var nærmest til at bære risikoen for de skader, der skete på ledningsejerens kabel, og derfor hæftede for betalingen af de udgifter, som blev påført ledningsejeren.

Hoejesteret_BechBruun

Bech-Bruuns kommentar
Først og fremmest er det interessant at bemærke, at Højesteret med dommen udvider det i retsprakis udviklede hæftelsesansvar til at omfatte arbejde med styret underboring i et område, hvor der ifølge oplysninger fra Ledningsejerregistret er placeret ledninger.

Herudover bemærkes det, at Højesteret indirekte fastslår, at anvendelsesområdet for de uskrevne regler om hæftelsesansvar ikke alene er begrænset til situationer, hvor hvervgiveren er en bygherre, men også hvor hvervgiveren er en hovedentreprenør. 

Der påhviler som udgangspunkt ikke en hvervgiver hæftelsesansvar for en selvstændigt virkende hvervtagers skadegørende handlinger uden for kontraktforhold. Det ses senest bl.a. i Østre Landsrets dom af 31. januar 2019, gengivet i MAD 2019.95, som vi har skrevet en nyhed om her.

Der skal således foreligge et særligt grundlag for at fravige dette almindelige udgangspunkt.

Det ses i retspraksis, at hæftelsesansvaret udtrykker en risikofordeling mellem sagens parter, idet domstolene er utilbøjelige til at acceptere, at den, der skal foretage et risikobetonet arbejde, der er forbundet med et strengt ansvar – det være sig et culpaansvar med store krav til agtpågivenheden eller et culpaansvar med omvendt bevisbyrde – både delegerer arbejdet og ansvaret herfor til en samarbejdspartner. Dette er naturligvis særligt aktuelt, når arbejdet – som her – overlades til en person, hvis økonomiske soliditet er ringere end hvervgiverens.

I den konkrete sag tillagde Højesteret det således betydning, at der var tale om særligt risikobetonet arbejde, som hovedentreprenøren havde engageret underentreprenøren til at udføre for sig, hvorfor hovedentreprenøren gennem tilsyn og kontrol burde have søgt at begrænse og styre risikoen ved dette arbejde. Endvidere burde hovedentreprenøren have sikret sig, at underentreprenøren havde en forsikring, som dækkede ansvar for skade ved jordboringsarbejde. Hovedentreprenøren var herefter nærmest til at bære risikoen for skaden på tredjemands ledning som følge af underentreprenørens uforsvarlige underboring. Dette svarer til den ”figur”, Højesteret har anvendt i andre hæftelsesansvarsager. Såsom UfR 1995.581 H hvor en entreprenør i forbindelse med etablering af en naturgasledning foretog skydning med en jordfortrængningsraket, hvorved et stærkstrømskabel blev beskadiget. Entreprenøren fandtes her at have tilsidesat elementære forholdsregler til forebyggelse af nærliggende risiko for betydelige skader, som ubetinget skulle iagttages, da entreprenøren ikke havde videregivet de indhentede ledningsoplysninger til skydeholdet.

Det samme ses i UfR 2005.2227 H om en entreprenør, der i forbindelse med en jordboring forårsagede skader på nogle nedgravede elkabler. Højesteret fandt, at det var entreprenøren, der skulle foretage undersøgelsen af, om der var kabler i jorden, idet der forelå en udtrykkelig aftale mellem bygherren og entreprenøren om, at entreprenøren skulle have indhentet ledningsoplysningerne, og entreprenøren havde forsømt at foretage denne undersøgelse.

Herudover kan der fx henvises til den såkaldte ”TDC-dom” i UfR 2014.925 H, hvor et fiberkabel tilhørende TDC blev beskadiget i forbindelse med en kommunes udførelse af gravearbejde til et kloakanlæg. Højesteret frifandt kommunen under henvisning til, at gravearbejdet blev tilrettelagt og udført under forsvarlig hensyntagen til de indhentede ledningsoplysninger, og kommunen havde derfor ikke pådraget sig ansvar for overrivningen af fiberkablet. 

Dommen adskiller sig imidlertid fra TDC-dommen, ved at hovedentreprenøren i sagen netop ikke havde sikret sig, at underentreprenøren havde indhentet nøjagtige ledningsoplysninger. Dommen viser derfor også, at det ikke er tilstrækkeligt, at en entreprenør indhenter ledningsoplysninger. Denne skal således også sikre, at oplysningerne er nøjagtige ved fx henvendelse til ledningsejer. Herved tillægges det tillige betydning i praksis, at der foreligger en udtrykkelig aftale mellem hvervgiveren og hvervtageren om ansvaret for indhentelse og sikring af nøjagtige ledningsoplysninger, før hvervgiveren kan slippe for et hæftelsesansvar. I dommen var der nemlig ikke indgået en aftale mellem hovedentreprenøren og underentreprenøren om denne ansvarsfordeling. 

Dommen er derfor i tråd med den gængse praksis på området og viser ganske vist, at hvervgiveren i visse situationer bevarer en pligt til at føre indgående tilsyn og kontrol med hvervtageren. Dommen illustrerer således, at kendskab til de uskrevne regler om hæftelsesansvar uden for kontrakt kan være særdeles afgørende. Vi rådgiver om alle aspekter af disse regler, herunder samspillet med det ulovbestemte objektive ansvar.