Bech-Bruun samarbejde

Kommissionen formåede ikke, i en traktatbrudssag, at løfte sin bevisbyrde for, om en blanding af stoffer kunne anses for at være affald. EU-domstolen lagde bl.a. vægt på, at blandingen nu kunne anvendes som brændstof på cementfabrikker og bemærkede, at det ikke er umuligt, at farligt affald kan ophøre med at være affald, hvis visse betingelser er opfyldt.

Efter at en tjekkisk operatør fra slutningen af 2010 til begyndelsen af 2011 leverede ca. 20.000 ton TPS-NOLO til en polsk importør i Katowice, underrettede de polske myndigheder Det Tjekkiske Mil-jøministerium om, at de anså det som en ulovlig overførsel af affald i henhold til art. 2, nr. 35, litra a, i transportforordningen (1013/2006). Dette var begrundet i, at hverken afsenderen eller modtageren havde anmeldt det. Det tjekkiske Miljøministerium gjorde i sit svar gældende, at det ikke kunne anses for at være affald, da TPS-NOLO (et restprodukt efter raffinering af olie, som består af tjæresyre) var anført i REACH-forordningen. Det Tjekkiske Miljøministerium nægtede herefter at påbyde den tjekkiske operatør at tilbagetage blandingen.

Klassificering af affald
Ifølge EU-domstolen kan begrebet ”affald” ikke fortolkes indskrænkende, da EU har vedtaget at forfølge et højt beskyttelsesniveau på miljøområdet, og at dette bl.a. sikres gennem forsigtighedsprincippet samt princippet om forebyggende indsats. Ydermere skal bedømmelsen ske på baggrund af en konkret vurdering af alle foreliggende omstændigheder.

EU-domstolen lagde i deres bedømmelse af, om blandingen kunne kvalificeres som affald, vægt på seks kriterier:

  1. at affaldet var blevet bearbejdet, så det nu var muligt at anvende som brændstof i cementfabrikker. 
  2. at begrebet affald ikke kan defineres gennem stoffets farlighed, og at EU-retten ikke udelukker, at farligt affald kan ophøre med at være affald, ”hvis en nyttiggørelsesoperation bevirker, at det kan anvendes, uden at menneskets sundhed bringes i fare, og uden at miljøet skades”. Dette er tillige betinget af, at det ikke er fastslået, at indehaveren af stoffet/genstanden agter at skille sig af med det, eller allerede har skilt sig af med det. 
  3. at der ikke var belæg for at antage, at blandingen allerede blev anset for affald i Den Tjekkiske Republik, og at blandingen derfor først i maj 2011 blev anset for affald i Polen, hvilket var efter overførslen fandt sted. Dermed er det omstændighederne på tidspunktet for overførslen, der er afgørende for vurderingen. 
  4. at registreringen af et stof i REACH-forordningen er relevant for vurderingen af, om dette stof er ophørt med at være affald. Det, at stoffet kan være registreret fejlagtigt, er ikke i sig selv afgørende, da det kun kan anses som en hypotese. Dermed blev det tillagt vægt i vurderingen, som et indicium imod, at der var tale om affald, at stoffet var registeret i REACH-forordningen.
  5. at stoffets kemiske sammensætning kan være tegn på, at det er affald, men at fare for miljø eller menneskers sundhed ikke har betydning for selve kvalificeringen af stoffet som affald. Hertil kommer, at kommissionen alene havde fremlagt undersøgelser fra Polen, og at Den Tjekkiske Regering ikke havde mulighed for lave kontraekspertise af disse. Her bemærkede EU-domstolen, at et stof ikke anses for affald på grund af sin art, men på grund af hensigten fra indehaveren eller lovgiveren.
  6. slutteligt at der ikke var ført tilstrækkeligt bevis for, at blandingen ikke var udnyttet i henhold til en indgået konsignationsaftale.

EU-domstolen fandt på baggrund af ovenstående punkter, at kommissionen ikke havde godtgjort, at blandingen måtte anses for affald. Herefter frifandt EU-domstolen Den Tjekkiske Republik. Kommissionen blev pålagt at betale sagsomkostninger.

Bech-Bruuns kommentar
Dommen understreger og udvikler EU-domstolens praksis i forhold til affaldsdefinitionen. Dommen er udtryk for, at indehaverens handling og hensigt er afgørende, og at genstandens eller stoffets egenskaber i forhold til miljø og menneskers sundhed ikke er afgørende. Når EU-domstolen til stadighed afviser farlighed for omgivelserne som et relevant kriterium, skal det ses i sammenhæng med en forventning om, at anvendelse af affaldet alene forventes at kunne ske, hvis der er opnået de nødvendige tilladelser hertil, og at disse tilladelser indeholder alle relevante vilkår i forhold til at sikre omgivelserne, herunder miljøet og menneskers sundhed, som følge af anvendelse af genstanden henholdsvis affaldet. 

Til gengæld fastslår EU-domstolen klart, at affaldsfasens ophør forudsætter, at affaldet har undergået en behandling, som sikrer, at affaldet ikke udgør en fare for miljøet og menneskers sundhed. Hvis det er tilfældet, er der imidlertid intet til hinder for, at farligt affald ophører med at være affald. 

Dommen understreger også, at vurderingen til stadighed skal foretages i den konkrete sag på baggrund af alle relevante omstændigheder.