Bech-Bruun samarbejde

BB Impact er navnet på Bech-Bruuns nye samarbejdsprogram, hvor vi i tæt samarbejde med danske startup-virksomheder arbejder målrettet for en bedre verden. Deres mål er en bæredygtig forretning, der direkte understøtter et eller flere af FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Vores mål er at hjælpe dem på vej med det, vi er bedst til – vores juridiske rådgivning og forretningsforståelse.

Som startup-virksomhed med en bæredygtig vision har man måske den gode idé, måske ligger konceptet og handlingsplanen endda allerede færdig, og man er næsten klar til at indtage sit marked. Men for mange startup-virksomheder er en af udfordringerne at få styr på juraen. Det kan derfor være svært at komme rigtigt i gang og komme det vigtige skridt nærmere drømmen om en succesfuld startup, der gør en forskel for verden. 

En mulighed for at komme godt i gang
For mange startup-virksomheder kan det være en stor udfordring at finde rundt i paragrafferne og forstå sig på alt fra arbejdsret, skat, kontrakter, immaterielle rettigheder til selskabsret. Det er tids-krævende, udfordrende og besværligt, og bliver derfor ofte nedprioriteret, men kan – hvis det bliver grebet forkert an – have store konsekvenser. 

”Det store incitament for mange bæredygtige startups er naturligt at gøre væsentlig forskel for andre og for kloden. Med BB Impact kan vi hjælpe dem med den tunge juridiske del i opstarten. På den måde gør vi det lettere for dem at starte op og at arbejde målrettet mod deres visioner. Vi ved, at et godt juridisk fundament kan være helt essentielt for en ny virksomheds succes, og at det ofte vil være nemmere at få eventuelle investorers interesse, hvis juraen er på plads,” siger managing partner i Bech-Bruun, Simon Evers Hjelmborg. 

Partnerskabet spænder bredt inden for alle aspekter af erhvervsjuraen og giver startupvirksomheder, som ofte i opstartsperioden har begrænsede ressourcer til juridisk bistand, mulighed for at komme godt i gang. Det fælles udgangspunkt for samarbejdet er, at startup-virksomheden skal nå sine mål og dermed bidrage til en bæredygtig udvikling. 

Som en del af et partnerskab i BB Impact tilbyder Bech-Bruun derfor de første 50 timers rådgivning uden betaling. Startup-virksomheden får herefter som BB Impact-partner mulighed for juridisk rådgiv-ning til en markant reduceret timepris, og som først afregnes på et senere aftalt tidspunkt.

De første partnerskaber 
Bech-Bruun har allerede indledt partnerskaber med to ambitiøse startup-virksomheder, entrée og Circular Food Technology. Udover at være en tæt juridisk samarbejdspartner, har rådgivningen bestået af kommerciel sparring og rådgivning i forhold til forretningskoncept, udviklingsmuligheder mv. 

Læs mere her om, hvordan man kan ansøge om at blive en del af BB Impact.