Bech-Bruun samarbejde

Bech-Bruun åbner i september 2018 et kontor i New York. Det nye kontor bliver en vigtig station for Bech-Bruuns internationale rådgivning på vindenergiområdet og åbnes som led i samarbejdet med CIP (Copenhagen Infrastructure Partners).

For at imødekomme den stigende interesse for danske specialister i vedvarende energi og ikke mindst muliggøre et endnu tættere samarbejde med klienter på energiområdet internationalt, åbner Bech-Bruun et kontor i New York. Satsningen sker for at kunne følge med internationale klienter på vindenergiområdet ind på det globale marked, og kontoret åbnes som led i Bech-Bruuns samarbejde med CIP (Copenhagen Infrastructure Partners), der er en af  verdens førende grønne infrastruktur fonde med særligt fokus på offshore vind (havvindmøller).

”Danske specialister efterspørges i stigende grad uden for egen jurisdiktion. Vi arbejder med nogle af de helt store havvindmølle-projekter og erfarer en stigende efterspørgsel i blandt andet USA og Asien efter netop danske industrispecialister. Lokale leverandører og eksperter har på mange områder svært ved at matche det niveau, man finder på det danske marked. Kontoret i New York er et vigtigt skridt for os mod en styrket rådgivning og samarbejde med vores internationale klienter – hvor end vindenergiprojekter måtte skulle opføres,” siger managing partner, Simon Evers Kalsmose-Hjelmborg. 
Det nye kontor åbner i september 2018. Partner Peter Østergaard Nielsen samt partner Jakob Østervang vil i første omgang være tilknyttet det nye kontor.